De vestsjællandske ynglefugle

Ynglefuglene udgør et helt specielt segment - det er “vores” fugle, og det er succesen af deres anstrengelser, der skal sikre bestandens fortsatte beståen. Også i forhold til vores naturpolitiske indspark har ynglefuglene en meget stor vægt.

Status for ynglefugle er dog ofte blevet forsømt i diverse opgørelser. Vores basisviden er de tre Atlas undersøgelser og de fem “Oversigter over Danmarks Fugle”. Hertil kommer diverse rapporter og materiale fra DOFT, der kræver et større detektivarbejde.

Egentlige talmæssige opgørelser af bestande er sjældne. 

Vi vil forsøge at få samlet oplysninger baseret på Atlas og de andre kilder, så de hen ad vejen bedre vil kunne beskrive udviklingen for vores ynglefugle.

For at gøre det mere overskueligt i forhold til, hvad der skal til for at skaffe fremtidig viden om vores ynglefugle, har vi foretaget en klassificering af ynglefuglene med opdeling i forskellige grupper. Ud fra dette vil det være nemmere at vurdere, for hvilke arter vil det være muligt at foretage årlige opgørelse uden at skulle igangsætte større specialprojekter.

Det er vores håb, at dette fokus vil give en bedre rapportering i DOFbasen, så det fremover bliver mere faktabaserede opgørelser, vi får til rådighed..

Der foreligger oplysninger om ynglefugle i VSJ helt tilbage til 1800-tallet. Mere detaljerede oplysninger er dog oftest “kun” tilgængelige fra de sidste 60 - 80 år.

Der er sket store forandringer i den vestsjællandske ynglefugle fauna i den periode, vi har data fra.

Der er arter der er forsvundet (uddøde): Sort Stork, Hvid Stork, Hvidbrystet Præstekrave, Tredækker, Slørugle, Ellekrage, Hærfugl (1835 - 1850), Grønspætte (1870 - 1880), Mellemflagspætte (1884 Sorø) og Markpiber.

Der er arter, der har været forsvundet - oftest grundet forfølgelse (jagt), men er dukket op igen takket være fredninger og naturgenopretninger: Skarv, Rørdrum, Knopsvane (efter 1925), Rød Glente (forsvandt 1910 - 1912 Sorø), Havørn (udryddet 1880 - 1910), Fiskeørn (udryddet efter 1850), Lærkefalk (aftog fra 1880, tidligere almindelig), Vagtel, Engsnarre, Trane (endnu i 1820 på Midtsjælland) og Ravn.

Der er arter der indvandret: Sorthalset Lappedykker (ca 1910 - 1920), Bramgås, Knarand (1953), Taffeland (1860’erne), Troldand (1915 - 1920),, Vandrefalk, Svaleklire (1959), Sorthovedet Måge, Tyrkerdue (1957 - 1959 Kalundborg), Biæder, Lille Flagspætte, Sydlig Blåhals, Sortstrubet Bynkefugl, Rødtoppet Fuglekonge, Skægmejse, Sortmejse (1880 - 1890), Korttået Træløber, Sjagger, Husrødstjert og Lille Gråsisken.

Endelig er der nogle arter, der har taget hele turen. Først op som en sol, for derefter at sygne hen og forsvinde: Sortspætte, Toplærke, Pungmejse, Pirol og Karmindompap.

Måske er der enkelte arter på den liste vi har udarbejdet, der aldrig med sikkerhed har ynglet i Vestsjælland: Hedehøg (1939), Tinksmed, Turteldue, Vandstær, Vindrossel, Høgesanger, Lundsanger, Lille Fluesnapper og Kvækerfinke.

Standard spørgsmål i forhold til udviklingen for de enkelte arter er: 

Hvornår forsvandt de? 

Hvornår dukkede de første op? 

Hvor mange var der, da der var flest?

Alle supplementer til oversigten er yderst velkomne. Måske er der nogle, der vil være interesserede i at være med til fremtidige arbejde med vedligeholdelse af dokumenterne. 

Klassificering af ynglefugle.

Oversigt over vestsjællandske ynglefugle (tabel).

18-03-2026 LB