Nattergaletur i Flommen på Fuglenes Dag 2026

Vestsjælland. Sorø- Flommen den 31. maj 2026.
DOF Vestsjællands Nattergaletur i Flommen.
Ref. Allan Øster Steensen

Klokken 03.30 bød turleder Carl Johan Corneliussen velkommen til os 21 deltagere, der var mødt op i håbet om at høre Nattergalens sang i Flommen ved Sorø. Flere var kommet langvejs fra – blandt andet fra Bisserup og Mørkøv.

Efter en kort introduktion om turens fokus – nattergalen – bevægede vi os mod det sted i Flommen, hvor arten trofast har sunget gennem alle årene med nattergaleture. Men i år ventede en overraskelse: Tavshed. Ingen Nattergal lod høre fra sig. Det er nyt. Tidligere år er antallet faldet fra fire til én, men i år ingen. Hvad årsagen er, står hen i det uvisse.

Efter lidt snak og ærgrelse fortsatte turen rundt i Flommen. Heldigvis havde fugleverdenen en værdig afløser klar: Sangdroslen, som fulgte os med sin kraftige og varierede sang gennem det meste af ruten. Fuglestemmerne undervejs var mange og skabte en fredfyldt morgenstemning.

Snart nåede vi frem til mosen med de mange navne – Sandager Mose / Lille Finland / Runde Mose – hvor vi nød vores medbragte morgenkaffe. Her kunne blandt andet Rørsanger høres i sivene.

Klokken 05.15 var vi tilbage ved udgangspunktet efter en dejlig tur, selv om nattergalen udeblev. Vi kan kun håbe, at den igen vil være til stede ved nattergaleturen i maj 2027.

Højdepunkter fra turen:

  • Skovsneppe – set og hørt over trætoppene med sin karakteristiske ”knort og pisten”.
  • Munk – turens mest dominerende sangfugl, hørt over hele Flommen.

Dagens observationer – i alt 25 arter:

Allike, Bogfinke, Fasan, Gransanger, Gærdesmutte, Gøg, Havesanger, Korttået Træløber, Gråkrage, Kærsanger, Løvsanger, Munk, Musvit, Ringdue, Rødhals, Rødstjert, Rørsanger, Rørspurv, Sangdrossel, Skovsneppe, Solsort, Sortmejse, Stor Flagspætte, Tornsanger, Træløber.

Historisk note:
Nattergaleturen i Flommen har rødder tilbage til 1953, hvor lektor Halfdan G. Beck fra Sorø Akademis Skole indledte de første guidede ture for at opleve Nattergalens sang i morgengryet.