DOF Vestsjællands tur til Falsterbo d. 17. september 2023
Der var sol, der var varme, og der var masser af fugle og birdere.
Turen for DOF Vestsjælland til Falsterbo blev en rigtig fin dag i bedste Falsterbovejr og stemning.
Vi var seks deltagere, der sammen med noget nær 200 andre birdere fik nogle gode oplevelser både ved Fyret, Nabben og på Ljungen.
Første hold mødtes på Køge Nord, og lidt over ni kom to mere til ved Falsterbo. Afsted gik det til fyret, hvor mange allerede var forsamlet ved de faste fugleguider. Vi fortsatte ud til Nabben, hvor en masse birdere stod og nød selskabet og fuglene. Der blev sludret på svensk og dansk og hilst på allerede bekendte og nye bekendtskaber blev skabt.
I luften var der livligt af Spurvehøg, Tårnfalk, Fiskeørn, Rød Glente og Hvepsevåge. Over sivene var der Rørhøg og på vaden en masse vadefugle.
Hen på formiddagen gik vi op til fyret og hvilede benene og fik lidt kaffe.
Ringmærkerne på stedet dukkede op fra fyrhaven og fremviste en stor Spurvehøg - en hun.
Så gik turen videre til Ljungen, hvor der lidt efter nok var 100 birdere, der på rad og række ventede på det store hit.
I horisonten skruede mange rovfugle, som dog i østenvinden valgte at gå over skoven langs landevejen ud til kysten.
Det forhindrede dog ikke nogen gode oplevelser med Havørne og ikke mindst dagens hit - en Steppehøg.
Og der var masser af andre også tæt på. Mange jagende Tårnfalke over engen. Flokke af Rød Glente, Musvåger, Hvepsevåger og Spurvehøge. Inde mellem træerne hørtes desuden også Grønspætte.
Omkring kl to stilnede det hele lidt af, og birderne begyndte at sive, så vi valgte også at vende næbbet mod Danmark igen efter en god tur med fine oplevelser.
Af turleder Carl Johan Corneliussen
NB: Træksæsonen ved Falsterbo fortsætter til ca. 20. oktober, så der er masser af tid til at få store oplevelser endnu i år.
Læs mere om Falsterbo på deres hjemmeside: falsterbofagelstation.se